Klik på datoerne i menuen for at springe mellem nyhederne

Genfyld er i luften i Ry
Offentliggjort 30.aug 2022, senest redigeret 30. aug 2022

Nu kan du genfylde dine økologiske dagligvarer uden kedelig emballage på Bytorvet 24 i Ry. Genfyld bor nu inde i Butik Værdig og følger fællesskabsbutikkens åbningstider. Det betyder at du kan genfylde endnu flere timer om ugen end du plejer.


I Værdig skiftes alle de skønne udstillere til at passe både butik og kaffebar - og det betyder at du kan møde mange forskellige hjælpende hænder i din emballagefri købmand. Måske får vi brug for at hjælpe hinanden lidt ekstra her i opstarten - og der er lidt mere skriftlig instruktion at læne sig op ad. Der ligger osse en notesbog til vores allesammens tanker om genfylds-oplevelsen. Den kigger jeg i hver gang jeg er i Genfyld. Brug den til forslag, ønsker, hilsner eller hvad du nu har på hjerte.


Her i starten er jeg rigtig meget i butikken - og så snart jeg har overblik over hvilke faste vagter jeg selv har i Værdig vil du kunne se det her på hjemmesiden og på Genfylds sociale medier. Så har du mulighed for at planlægge din tur i Genfyld så du træffer mig i butikken. Og du må som altid gerne ringe eller skrive til mig på 28948218 og lave alverdens aftaler :-)

Åbningstider frem mod flytningen
Offentliggjort 11.aug 2022, senest redigeret 11. aug 2022

Nu er der kun 14 dage tilbage på Mindet i Skanderborg. Indeværende uge 32 er den sidste uge med almindelige åbningstider. Fra på mandag begynder jeg at forberede praktikken omkring flytningen så Genfyld kan være klar i Værdig i Ry fredag d. 26. aug. Det betyder at butikken i uge 33 holder lukket mandag og tirsdag - mens der onsdag,torsdag, fredag vil være åbent 11.00 til 17.00. Og lørdag som vi kender det fra 10.00 til 14.00. 


Uge 34 er endnu lidt usikker men mere info følger...


Jeg håber rigtig mange af jer vil kigge forbi den sidste tid og hjælpe mig med at sælge ud af varelageret så der bliver mindst muligt at pakke sammen. Jeg prøver at holde hjemmesiden opdateret med udsolgte varer så i ikke går forgæves - og mon ikke osse der bliver gode tilbud der er værd at gå efter.

Genfyld smutter i skoven
Offentliggjort 02.aug 2022, senest redigeret 05. aug 2022

Hele Skanderborg summer af forventningsfuld festivalstemning. Jeg har været medhjælper tidligere på sommeren og hjulpet med at rengøre og klargøre 700 pænt skumle køleskabe... Derfor smutter jeg til Smukfest onsdag d. 3. aug når Genfyld lukker kl 17.30 - og holder fri indtil mandag... det er min sommerferie ;-)


Butikken er altså lukket indtil mandag d.8.aug kl. 11 - måske ses vi i skoven...

Lån cirkulær emballageløsning når du handler i Genfyld
Offentliggjort 14.juli 2022, senest redigeret 14. juli 2022

De fleste der handler i Genfyld medbringer deres egne beholdere - men ind i mellem kigger kunder impulsivt forbi og det er naturligvis muligt at handle selv om man dukker op uden beholdere. I dag har vi suppleret de kendte papirposer og genbrugsglas med en stålboks fra Kleen hub, der står bag forskellige cirkulære emballage løsninger.


Boksene findes i to størrelser og lånes med en app. De vejes og fyldes som vanligt. Herefter har man 10 dage til at aflevere boksen, enten tilbage til Genfyld eller hos en anden Kleen hub partner. I app'en er det nemt at se hvor der kan afleveres og hvor mange dage der er igen på lånet. Der skal ikke lægges depositum når man låner, kun hvis boksen ikke returnes trækkes et beløb svarende til boksens værdi på det betalingskort der tilknyttes app'en. Præcis som hvis man lånte en bog på biblioteket og undlod at returnere den.


Genfyld har været med til at søsætte Kleen hubs cirkulære kaffekopper i Skanderborg dette forår - når du køber kaffe to-go kan du nu låne en cirkulær kop hos Chokoladefabrikken i Adelgade og på Vandrehjemmet ude i skoven - og fx aflevere den i Århus eller København, hvis det er det der passer dig bedst...  læs Ugebladet Skanderborgs artikler om projektet her og her 


Indløs dit gavekort og postkort m rabat senest 13. august
Offentliggjort 10.juli 2022, senest redigeret 14. juli 2022

Der er stadig nogle få aktive gavekort i omløb - er du en af de heldige der har modtaget et gavekort til Genfyld, så kig forbi butikken og få det omsat til skønne økologiske varer senest lørdag d. 13.aug. Gavekortene kan nemlig ikke flytte med over i butik Værdig i Ry. Det kan osse være du har et af vores postkort, hvor der er tilbud om 10% rabat på bagsiden. Vil du gerne benytte rabatten skal du meget gerne osse gøre det senest lørdagd. 13. aug.  


Udløbne gavekort kan desværre ikke indløses i butikken længere. Ind i mellem dukker en sød kunde op med et glemt gavekort, så plejer vi at finde en løsning så man kan få glæde af gavekortet alligevel. Det er desværre ikke længere muligt for mig at tilbyde denne fleksibilitet. Skynd dig at bruge dit gavekort, hvis du har et. 

Årsmedlemsskabet udfases - sortimentspriserne nedjusteres
Offentliggjort 04.juli 2022, senest redigeret 07. juli 2022

Når Genfyld flytter ind hos Værdig i Ry sidst i august skal alle varer integreres i Værdigs salgssystem og det bliver ikke muligt at medtage det nuværende årsmedlemsskab. Det betyder at jeg henover de næste par uger nedjusterer priserne på en lang række af Genfylds varer så priserne bliver ens for alle. Mange varer falder meget i pris, enkelte falder lidt - og nogle få vil forblive uændrede, det er de varer hvor mine leverandører har sat indkøbsprisen så meget op at jeg skulle have lavet prisstigninger på disse. Ved at nedlægge medlemskabet undgår vi prisstigninger ind til videre. 


I uge 27 og 28 kan du der allerede er medlem stadig få din rabat også selv om jeg sætter priserne ned. Sidste dag med medlemsrabat er lørdag d. 16. Juli. Det er fra i dag ikke længere muligt at købe eller forny medlemsskaber.


Tak til alle jer der har støttet Genfyld med jeres medlemsskab gennem tiden. Det er SÅ værdsat. Jeg håber i fortsat vil lægge vejen omkring Genfyld og gøre jeres bæredygtige indkøb både før og efter flytningen, så butikken overlever og kan blive ved med at bidrage til vores fælles grønne omstilling.


Er du interesseret i at høre nærmere om en mulig hente/bringe ordning i Skanderborg til efteråret så sig til når du besøger butikken eller send mig en besked via kontaktformularen, så skriver jeg dig på en liste for mere info når tiden kommer.

Lidt mere om samarbejdet med Butik Værdig i Ry

Offentliggjort 27.juni 2022, senest redigeret 07. juli 2022

I slutningen af august flytter Genfyld sit emballagefri dagligvarekoncept ind i fælleskabsbutikken Værdig på Bytorvet i Ry. I Butik Værdig finder du en farverig mangfoldighed af mennesker og varer med fokus på håndværk, genbrug, økologi og bæredygtighed. Butikken har også sin helt egen kaffebar som dagligt byder på hygge, pausetid og skøn kaffe brygget på økologiske bønner fra eget risteri.


Snart vil Genfyld og jeg bidrage til Værdigs mangfoldighed med mit store fokus på økologi, biodiversitet, mindre affald og madspild, fine lokale samarbejder og fair løn til alle i værdikæden. Jeg skal stadig sælge de samme kvalitetsvarer fra de kendte dispensere, de skønne smagfulde krydderier, de håndlavede faste sæber og de bionedbrydelige flydende sæber. I vil også til den tid kunne møde mig i butikken, selv om det ikke bliver helt så mange timer som før. Værdig har helt almindelige åbningstider og jeg vil være at finde bag disken i 20 timer om ugen. Resten af tiden møder du forskellige aktører i Værdig - og jeg sørger naturligvis for at de har al min viden om Genfylds varer til rådighed så du kan få (næsten) den samme hjælp som du plejer.


Værdigs mange aktører inspirerer hinanden og deles om de praktiske opgaver og med deres forskellige passioner er de med til at skabe unikke oplevelser for de besøgende. Både til hverdag, men også til workshops, foredrag, fernisering, vinsmagning og meget mere. Det fællesskab glæder jeg mig meget til at blive en del af - og sætte mit præg på de arrangementer det fine lokale sætter rammen om.

Genfyld flytter til ny lokation i Ry sidst på sommeren
Offentliggjort 26.juni 2022, senest redigeret 07. juli 2022

Nyt fantastisk samarbejde som jeg virkelig har glædet mig til at kunne fortælle om...


“Kunne man forestille sig Genfyld i maven på Butik Værdig i Ry” sagde en opfindsom Per Bille hen over en is en tilfældig forårsdag til en nysgerrig Karin Købmand… og trillede bolden… Karin Købmand fangede bolden og tog til kaffemik med Hr. Per og Fru Anne som driver fælleskabsbutikken i Ry… Vi kiggede hinanden dybt i øjnene, følte på maven og hjertet, drak mere kaffe - og grinte og drømte og planlagde - og var stille og eftertænksomme. Og så gav vi altså hinanden hånden på et nyt og fint legekammerateri.


Anne, Per og jeg deler de samme værdier, fællesskabstanker og den samme forkærlighed for økologi og genbrug og omsorg for planten. Det giver så god mening at flytte Genfyld ind i maven på Værdig. Så det gør vi, sådan helt bogstaveligt, når sommeren går på hæld …og vi skal nok fortælle mere efterhånden som praktikaliteterne falder i hak.


Du kan læse mere om Butik Værdig her

- og læse om flytningen i Ugebladet Skanderborg her eller Ry ugeavis her