GUL DHAL med flækkede ærter eller bønner

Har du svært ved at komme igang med at bruge tørrede bælgfrugter?


I følge de nye officielle kostråd skal vi gerne spise væsentligt flere bælgfrugter end de fleste danskere gør i dag. Faktisk viser statistikkerne at vi kun spiser ca 2g i gennemsnit om dagen... det tal skal gerne op på ca 100g om dagen - men er man ikke så vant til at bruge tørrede bønner, linser og ærter i sin madlavning kan det måske være svært at komme igang med at bruge dem i hverdagen. Jeg har leget lidt med vores nye flækkede bælgfrugter, de er lidt nemmere at komme i gang med end de hele fordi de ikke behøver at koge så længe, de flækkede ærter kan endda anvendes uden udblødning (dog forkortes kogetiden med udblødning). Husk at læse opskriften til ende inden du begynder så får du mest muligt ud af mine tips til servering...


Retten passer til 4-6pers alt efter hvor meget tilbehør du laver

Alle ingredienser med * kan købes i Genfyld...


5 fed hvidløg hakket/presset

40g friskrevet ingefær el 3 tsk stødt*

3 tsk stødt koriander*

3 tsk stødt gurkemeje*

3 tsk stødt spidskommen*

Evt lidt chili* - eller andre favoritter

50g god olivenolie*

5 små løg hakket/tern

1 flaske mosede tomater

5 dl vand

1 spsk grøntsagsbouillon uden salt*

200g helbladet spinat, frost

Sydesalt*, friskkværnet peber*


300g flækkede ingridærter eller flækkede hestebønner* (udblødes)

eller 

100g ærter/bønner og et blomkål skåret i små buketter (kommes i de sidste 5-10 min)


...OBS jeg bor i bofælleskab så mængderne på billederne snyder lidt - de er ca dobbelt af det jeg har nævnt i opskriften...


HUSK Bruger du hestebønner så udblød dem i rigeligt vand natten over - min 10-12 timer. Kasser vandet fra udblødningen. Du kan evt udbløde og forkoge flere portioner til fryseren... 

Sådan gør du

• Rør stødte krydderier, hvidløg og ingefær sammen med olien.

• Svits krydderiblandingen sammen med de hakkede løg et par minutter.



• Tilsæt flækærter/bønner, bouillon, mosede tomater og vand og lad det simre en times tid eller længere - tiden afhænger lidt af om og hvor længe du udbløder først og hvor meget bid du foretrækker i retten. Jeg havde ingridærter i blød 4 timer og kan godt lide hvis der er lidt at tygge på...


• Tilsæt den frosne spinat efter ca 30 min.


• Smag til med salt og peber og server med fx hummus, salat med bønne eller linsespirer (så fik du lige lidt ekstra bælgfrugt der...) og perlebyg*, spelt*, quinoa* eller ris* - sæt fx vand over til byg/spelt før du starter - kog 15-25min (hel spelt tager længst tid) og lad kornene stå med låg på i kogevanden indtil du skal servere så passer det nogenlunde...




Opskriften er et mix af forskellige fra en googlesearch på "dhal med flækærter" - jeg kan ikke finde ud af at følge en opskrift,  kommer altid til at freestyle'e lidt... men har brug for hjælp til mængder... for mig er det en god måde at få brugt de ting jeg allerede har i køkkenskabene.


God fornøjelse.